
Mad har afgørende betydning for, hvordan syge børn klarer behandlingen. På Aalborg Sygehus har man derfor siden efterårsferien arrangeret ”madværksteder” for indlagte børn med kræft. Her får børnene mulighed for at få fingrene i maden på en sjov måde – og det smitter af på appetitten derhjemme.
Bruger sanserne til at finde appetitten
Det er et velkendt problem, at indlagte børn er i risiko for underernæring, fordi sygdommen giver ubehag og fjerner appetitten – og god ernæring er helt essentielt for barnets reaktion på behandling.
Derfor har Centralkøkkenet og Børneafdelingen på Aalborg Sygehus slået sig sammen med gastro- og eventfirmaet Unisans og lavet ugentlige madværksteder for børnene. Her får de sammen med en kok mulighed for at smage, dufte og mærke alle ingredienserne.
- Børnene glemmer for en tid alt om, at de har ondt. De stimler sammen i køkkenet, bruger deres sanser og får en god oplevelse med selv at lave den mad, de har lyst til. Og vi kan høre på forældrene, at det smitter af på appetitten derhjemme, siger afdelingssygeplejerske Helle Nygård fra Børneafdelingens Afsnit 303.
Alt er tilladt – selv chokolade på pizzaen
På madværkstederne foregår det hele på børnenes præmisser. Det handler udelukkende om at give dem en god madoplevelse.
- Jeg mødte en dreng, der lagde chokoladeknapper på sin pizza og glædestrålende sagde ”prøv at se, hvad jeg har puttet på!”. Det smagte fantastisk, fortalte han bagefter. Så missionen er først og fremmest at motivere dem til at spise. Vi har haft børn, der har ligget i flere dage uden appetit, som glemte kvalmen og fandt madglæden, fortæller kostkonsulent Marie Nerup Mortensen fra Centralkøkkenet.
Vil give børnene magten over maden tilbage
Det var en henvendelse fra en far til et indlagt barn, der gav anledning til madprojektet, og på sigt håber man, at idéerne kan videreføres til resten af Børneafdelingen, hvor ernæring og madlyst spiller en stor rolle.
- Vi vil se på, hvad børnene vil have, og hvordan vi giver børnene mere medbestemmelse over den mad, de spiser på sygehuset. Når sygdommen dominerer deres liv, er det de små ting, der gør forskellen. Hvis vi kan give dem magten tilbage på det her lille område, er vi nået rigtig langt, siger Marie Nerup Mortensen.
Ud over madværkstederne rummer projektet andre elementer som f.eks. etablering af familiekøkken, interview med børnene og deres forældre, teamcooking for forældre samt brobygning mellem sygeplejefagligt og køkkenfagligt personale. Tanken er, at erfaringerne skal bæres med videre i forbindelse med planlægning og bygning af det nye sygehus i Aalborg Øst.
Projektet afsluttes og evalueres i begyndelsen af 2012.
· Der er madværksted for indlagte børn i Børneafdelingen hver torsdag frem mod jul fra kl. 10 til ca. 14. · Der er desuden blevet afholdt to ”teamcooking”-aftener, hvor børn og forældre laver mad sammen.
Kontaktpersoner
Afdelingssygeplejerske
Helle Nygård
Børneafdelingen
Tlf. 99 32 14 07
Mobil 23 30 51 58
Mail: hnk@rn.dk
Kostkonsulent
Marie Nerup Mortensen
Centralkøkkenet
Tlf. 99 32 33 72
Mobil 40 72 46 44
Mail: mnm@rn.dk