
Der fornemmes, så snart jeg træder ind på min afdeling, en helt særlig stemning både blandt personale og børn og forældre.
”Det er idag”, ”Hvornår kommer de”?, ”Hvad mon vi skal lave”?
Dette er bare nogle af ordene, der går gennem luften. Der kommer mange børn ind denne dag, mange af dem skal have deres planlagte kemo behandling, og nogle har fået planlagt deres ambulante kontrol netop til idag, for idag er der ”MADEVENT”.
Klokken nærmer sig 10, og folkene fra Unisans banker på og bærer kasser og poser og spændende ting ind – ”Hvad mon en bambus stige skal bruges til”? ”Er det virkelig en plade chokolade”?
I det lille røde køkken, hvor pladsen er trang og tæt, er rummet snart forvandlet til en intens, varm og levende base, hvor børnene vrimler til med deres dropstativer. Menu skiltet er hængt op med dagens menu. Der findes skamler og forklæder, og der rulles pasta og kanelsnegle i alle kroge og hjørner. Snart hænger der frisklavet pasta ned fra bambusstigen, og duften af kanelsnegle breder sig ud på gangen og ind på stuerne.
Flere børn og forældre kommer til, og sygeplejerskerne hopper over og under borde og dropslanger for at få givet medicin og kemo, mens der trilles og rulles og smages.
Jeg bliver grebet af stemningen, helt rørt står jeg tryllebundet og iagttager dette fantastiske skue. De små børn på skamlerne har glemt alt om smerter i benene og kvalme, for nu skal der laves mad og alle kan være med. Smil, glæde og varme kinder fylder rummet.
Her bliver man glad - duften, synet og lyden af glade stemmer og grin breder sig til hele afdelingen. Folk kommer forbi og kommenterer, en mor fortæller, hvordan de derhjemme er begyndt at bage og alle er med og smager undervejs på lækkerierne, sygeplejersker og læger smiler med og får måske også lov at smage med lidt senere, når der serveres. Det er en særlig dag. Glæden smitter os alle, oplevelsen sidder i os alle, og der er mere at se frem til, for i næste uge skal vi igen lave mad sammen.