
Marcel Proust: På sporet af den tabte tid, bind 1
'' . . . Hun sendte bud efter en af de korte og buttede kager der kaldes ''små madeleinekager'', og som ser ud som om de er bagt i en kammuslings riflede form. Og snart førte jeg mekanisk, beklemt over den dystre dag og udsigten til en ligeså trist morgendag, en skefuld te, hvori jeg havde opblødt et stykke madeleinekage, op til munden. Men i samme øjeblik som den mundfuld te, blandet med kagekrummer, ramte min gane, fór jeg sammen, slået af det usædvanlige, der var ved at ske med mig. En vidunderlig lystfølelse havde grebet mig, noget helt enestående, og jeg havde ingen anelse om dens årsag. Den gjorde på stedet livets omskiftelser ligegyldige, dets katastrofer harmløse og dets korthed illusorisk, på samme måde som man forelsker sig, og den fyldte mig med dyrebar substans, eller rettere sagt: Substansen var ikke i mig, den var mig. Jeg var holdt op med at føle mig middelmådig, begrænset og dødelig. Hvor kunne den glæde være kommet fra?
. . . Og pludseligt stod erindringen klart for mig. Denne smag var jo smagen af det lille stykke madeleinekage som min tante Léonie plejede at give mig hver søndag morgen i Combray, når jeg kom for at sige godmorgen til hende i hendes soveværelse (for den dag gik jeg ikke udenfor før vi skulle til messe), efter først at have dyppet det i sin te eller lindete.
. . . Og i samme øjeblik som jeg havde genkendt smagen af det stykke madeleinekage dyppet i lindete, som min tante plejede at give mig (om end jeg ikke vidste hvorfor erindringen om det gjorde mig så lykkelig, og måtte udsætte det til langt senere at finde ud af det), dukkede det gamle grå hus mod gaden hvor hun havde sit værelse, op som en teaterkulisse og føjede sig til den lille bygning der vendte ud mod haven, og som var blevet opført bagved til mine forældre (det afgrænsede udsnit som var det eneste jeg havde genset indtil nu), og med huset kom byen, lige fra morgen til aften og i al slags vejr, torvet hvor jeg var blevet sendt hen før frokost, de gader hvor jeg købte ind, og de veje hvor vi gik tur når vejret var godt. Og ligesom i den leg hvor japanerne morer sig med at dyppe nogle små stykker papir i en porcelænsskål fyldt med vand, hvor de papirstumper der indtil da har set nøjagtig ens ud, øjeblikkeligt udvider sig, vrider sig, får farve, skiller sig ud fra hinanden og bliver til blomster, huse og solide og genkendelige mennesker, steg nu også alle blomsterne i vores have og i Swanns park og åkanderne i Vivonne og de brave folk i landsbyen og deres små huse og kirken og hele Combray og dens omegn, alt det der får form og fasthed, byen og haverne, op af min tekop.''

Historien om Madeleinekagen og lindeteen er et berømt stykke fra et af litteraturhistoriens største værker. Både i anerkendelse og i fysisk størrelse. På over 3200 sider skildrer Marcel Proust det bedre franske borgerskab i 1900-tallets Frankrig.
Historien om Madeleinekagen spiller en central rolle for vores tilgang til lugte- smags- og følesansen, der i æstetikken og i samfundet har fået karakter af at være underordnet de ''fine'' sanser: Synet og hørelsen.
Prousts historie passer ind i diskussionen omkring de lave sanser, fordi den med sin fortælling om en af sanserne fremkaldt ufrivillig erindring både er med til at stille spørgsmålet, hvorfor vi skal beskæftige os med de lave sanser men også svarer på selvsamme spørgsmål. For som i Prousts tekst giver den fremkaldte erindring os mulighed for at opleve vores verden i et stærkere, mere intenst lys og giver måske endda en højere dimension, hvori vi ved refleksion kan opnå en højere indsigt.