De fem sanser
Vi oplever verden gennem de fem sanser, der giver os informationer om omverdenen, giver osoplevelser og indtryk. Sanserne arbejder sammen og skaber helhed.
Smagssansen
Den sans, der med de ca. 10.000 smagsløg, som primært findes på tungen, registrerer smagen og fastlægger en værdi. Smagsløg indeholder receptorer, der inddeles i fire grupper: dem er reagerer på sødt, surt, salt og bittert. Smags- og lugtesansen hænger uhjælpeligt sammen; der er mange ting vi ikke ville kunne smage uden lugtesansen.
Synssansen
Er sansen vi bruger til at opfange lys. Nogle af øjets celler registrerer lys, men ikke farve (stave). Andre celler registrerer farve, men de kræver, at der er meget lys før de virker (tappe). Tappene gør os i stand til få illusionen om, at se millioner af forskellige farvenuancer. Synet giver os en forestilling om proportioner og sætter os i stand til at afpasse vores bevægelser i forhold til omgivelserne.
Lugtesansen
Denne sans bruges til at danne en forestilling om indre kvalitet og værdi gennem duften. Mennesket kan skelne mellem ca. 10.000 forskellige lugte. Hukommelse for lugte er meget stærk. Lugte rører os og fremkalder minder og associationer.
Følesansen
Er sansen vi bruger til at mærke berøring, smerte, tryk, vibration, temperatur. Følesansen giver os bevidsthed om jeget og viden om kroppens lemmer og deres bevægelse. Den sætter os i stand til at fornemme størrelse, struktur, overflade osv. Med vores fingerspidser fornemmer vi andet om stoflighed og form end øjet kan se.
Høresansen
Er sansen vi bruger til at høre lyd. Mennesket kan opfatte lyd med frekvenser fra ca. 20 til 20.000 hertz, hvilket kun er et lille udsnit af alle de lyde, der eksisterer. Hørelsen hjælper os endvidere til at fastlægge retning og afstand, samt lokalisere os selv i forhold til andre.
Synæstesi er hemmeligheden
Vestlig filosofi har traditionelt forkastet smags-, lugte- og følesans med henvisning til, at de er animalske og derfor ikke så fine som syns- og høresansen. I stedet er de blevet degraderet til blot at kunne repræsentere behagelige eller ubehagelige oplevelser.
Centralt i forbeholdet mod de tre lave sanser ligger begrebet synæstesi. Ordet er græsk og består af syn, der betyder ‘med’ og æstesi, der betyder fornemmelse eller følelse. I en neurologisk betydning beskriver synæstesi, hvorledes et sanseapparat eller en kognitiv proces fører til en anden automatisk og ufrivillig sanseoplevelse eller kognitiv proces.
Det åbner op for en interessant sanseproblematik, hvor vi på den ene side finder, at berørings-, smags- og lugtindtryk ikke blive frembragt fuldstændigt frivilligt og ved egen kraft. På den anden side sidder taktile og olfaktive minder i os længe. Ja, nogle sanseindtryk bliver ved os hele livet. Vi kan ikke ihukomme os duften af en bestemt slags parfume men må forlade os på eksterne input for at genskabe den duft, vi forsøger at huske. Samtidigt kan duften af netop den parfume vække de stærkeste minder i os.
Man har ment, at netop de tre sansers synæstetiske karakter gør det overordentligt svært at udforme en æstetisk diskurs, hvor de tre sanser behandles. På grund af synæstesien, der ubevidst blander vores fysiske sanser med ubevidste mentale påvirkninger, og de tre sansers tætte forbundethed, omtales de af og til som en oral sans.
De tre lave sanser
Når vi undersøger sansernes repræsentation i filosofien og æstetikken, fremstår der hurtigt et billede af, at nogle sanser (synssansen og høresansen) er vigtigere end andre. Ja, vi kunne sågar fristes til at sige, at nogle sanser er finere end andre.
Når vi taler om lugte- smags- og følesansen, taler vi samtidigt om de sanser, der formentligt er ældst set fra et evolutionsteoretisk synspunkt. Smags- og lugtesansen er kemiske sanser, der registrerer kemiske forbindelser og fortæller os om kvaliteten af det, vi er ved at spise.
1
Smagssansen
Spisning er en hjørnesten i vores eksistens, og der er ingen tvivl om, at det at spise og skaffe mad er centralt i menneskets evolution. I den vestlige verden tænker de fleste af os ikke over det, men tilvejebringelse af mad har altid været en af livets største udfordringer. På samme måde som store civilisationer ofte er opstået på baggrund af næsten uoverkommelige forhindringer. F.eks. opstod det ægyptiske rige ved Nilens delta med krav om omfattende vanding af marker og styring af vådområder. Rom blev bygget på en sump. Ligeledes er vores bevidsthed og sociale strukturer blevet udformet gennem vores arbejde med at skaffe mad. Vores kulturer har opbygget komplicerede sociale konstruktioner gennem spisning. Således er væsentlige religiøse doktriner funderet i spisningen. Muslimer må kun spise halalkød, jødernes mad skal være kosher, kristne spiser symbolsk deres gud til ordene: ”Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig”.
Vi er udstyret med omkring 10.000 smagsløg, der hver er dannet af 50 til 150 smagsreceptorer og findes på tungen, bagtungen, i ganen og i larynx, hvor stemmen dannes. Sidstnævnte ved man dog ikke, hvad bruges til. Disse smagsløg kan differentiere mellem fem forskellige smage: salt, surt, sødt, bittert og umami. Umami er en “ny” smag, der blev opdaget i 1908 af Kikunae Ikeda fra Tokyos Imperiale Universitet. Umami beskriver en kødagtig smag, vi typisk finder i fødevarer med et højt proteinindhold.
Mange tror fejlagtigt, at de forskellige smage kun kan smages på bestemte steder af tungen. Denne tro stammer fra en artikel publiceret i Tyskland i 1901, men sandheden er, at vores smagsløg kan smage alle smage alle steder på tungen. Hvad der til gengæld problematiserer smagssansen, er, at den kun meget dårligt lader sig adskille fra lugtesansen. Uden lugtesansen er smagssansen ikke fintfølende nok til at skelne mellem ret mange forskellige smagstyper. Det kan du selv efterprøve ved at holde dig for næsen og smage en kop kaffe og en kop te. De smager ens, når lugtesansen ikke hjælper til.
Ældre mennesker har desværre også ret, når de siger, at maden ikke smager som i gamle dage. Vores lugtesans bliver dårligere med alderen, og derfor smager maden ikke så godt som i de gode gamle dage.
2
Lugtesansen
Som smagssansen er lugtesansen en kemisk sans, der opfanger stoffer, der bliver frigivet af det, der lugter. Lugtenes vej til hjernens lugtsystemer er kortere end smagssansen, da lugtesansen ikke har kontakt med hjernebarken gennem thalamus, hvilket ifølge hjerneforsker Morten Kringelbach indikerer, at lugtesansen er en ældre sans end smagssansen.
De 1000 forskellige lugtreceptorer, lugteløg, der ligesom smagsløgene består af mindre enheder, glomeruli, sidder i næsen og kan skelne imellem op til en halv million forskellige lugte. Vores lugtesystem fylder 20 cm², hvilket f.eks. står i skærende kontrast til hundes lugtsystem, der kan fylde 7 m². Så selv om vores lugtesans er fintfølende, er det en gammel sandhed, at den ikke står mål med mange dyrs lugteapparater.
Når vi indtager en lugt, kan vi gøre det på to forskellige måder. Orthonasalt, hvor lugtindtrykket finder os gennem næsen, og retronasalt hvor lugten går igennem mundhulen op i næsen. Det forklarer, hvorledes et glas vin kan have en anden duft i munden, end den havde i glasset.
Lugte bliver fortolket i to omgange i vores hjerne. Først går lugten direkte til de primære lugtområder i hjernen. Denne lugt opfatter vi som rene lugtindtryk. I de sekundære lugtområder bliver de informationer, vi får fra lugtene, blandet med smagssansen og følesansen og er med til at give den færdige oplevelse af f.eks. smag.
3
Følesansen
Følesansen er sansninger, der sker gennem huden, hvor disse registrerer de påvirkninger huden udsættes for. Det kan være mekaniske påvirkninger (prik og strygninger, der registreres af to forskellige typer nerver), kulde eller varme. Disse sansepåvirkninger strømmer gennem nervebanerne op igennem rygraden til hjernes primære sansecortex. Vores mund måler også sansepåvirkninger i form af viskositet og elasticitet, hvilket udbygger vores fornemmelse af den mad, vi indtager, og farver smagsoplevelsen.
Smagsoplevelsen af et salatblad vil f.eks. ikke være nær så behagelig, hvis salaten ikke længere har den friske sprødhed, som vi elsker. Selvom smagen stadig er den samme, vil den slatne salat med al sandsynlighed blive forkastet som værende for gammel til at spise. En morsom betragtning vedrørende vores følesans, er det forvrængede billede vores hjerne har af vores krop gennem følesansen. Mængden af følereceptorer på kroppen er ikke ligeligt fordelt, så hvis vi skulle tegne hjernens opfattelse af kroppen, ville det ende med en tegning af et menneske med et meget stort ansigt og mund, lige nedenunder ville hænderne sidde efterfulgt af nogle meget store kønsdele hvilende på nogle ret store fødder.
Følesansen har en stor social betydning fra starten af vores liv. Den skaber bindingen mellem forældre og børn, og uden den tætte kontakt mellem barnet og dets mor vil barnet med stor sandsynlighed få sociale og psykiske problemer senere i livet.
Som det fremgår, står smags- lugte- og følesansen over for hørelsen og synet i deres krav om direkte fysisk interaktion med det sansede. Når vi lugter, modtager vi partikler fra det lugtede, og når vi smager og føler er vores krop i direkte kontakt med det, vi sanser. Dette giver et mere intimt forhold til det sansede end ved syns- og høreoplevelser.
De tre lave sanser i traditionel æstetik
Klassisk æstetik har generelt forkastet de tre lave sansers muligheder for at skabe kunst og henvist dem til i bedste tilfælde blot at være behagelige fornemmelser. De tre sansers natur gør, at objektet for den æstetiske oplevelse enten smelter sammen med subjektet, når oplevelsen smager, lugter eller føles godt, eller at subjektet prøver at undgå objektet, hvis det smager grimt, lugter fælt eller er ubehageligt at røre ved. Dette er et intimt forhold mellem subjekt og objekt, hvilket gør en æstetisk og systematisk oplevelse af objektet meget svær, da grænsen mellem opleveren og det oplevede bliver flydende.
Stemningerne, disse sanser skaber, er enten centripetale, stemninger, der skaber nærhed som afhængighed, intimitet og åbenhed, eller centrifugale, hvor stemningerne skubber væk, som f.eks. kulde eller fremmedgørelse.
I en klassisk vestlig filosofisk udlægning kan man sige, at des længere noget varer, des mere væren antyder det, des højere ontologisk status får objektet, og des mere værdi får det. Derfor er det traditionelt de ”bestandige” kunstarter som malerier og skulpturer, der i et vist omfang er uforgængelige, der har den højeste status i traditionel vestlig æstetik-forståelse. Senere udviklede musik- og teaterteorien krav om, at værket skulle kunne gentages. I disse betragtninger bliver kravet om eksakt reproduktion essentielt i kunstforståelsen. Når du ser et maleri, er oplevelsen den samme fra gang til gang, men dufter du til en parfume, er der mange ukontrollable faktorer, der spiller ind. Synæstesi er kun en af disse faktorer.
Det er værd at bemærke, at forkastelsen af de lave sanser som kunstproducerende er et fænomen, der knytter sig til en traditionel vestlig æstetik og derfor ikke kan generaliseres til en global betragtning. I den vestlige æstetiske argumentation bliver lugte-, føle- og smagssansens flygtige natur holdt op i mod ønsket om bestandighed og reproduktion i en sammenligning, der så at sige diskvalificerer dem.
Selvom den kognitive forskning har undergravet den klassisk filosofiske udlægning af de lave sanser, så indeholder den dog betragtninger, der er med til at illustrere, hvorledes vi oplever de indtryk, vi får gennem smags-, lugte- og følesansen.
Krav om de lave sansers æstetiske frihed
Der er dog en bevægelse i retning mod større anerkendelse af de lave sanser. Der bliver skabt synæstetiske værker, hvor kroppen og dens sanseapparat interagerer med helheden i et æstetisk udtryk.
Men ikke blot æstetikere søger sanseoplevelser med dufte, smage og berøringer. I dagligdagen beskæftiger vi os også i et stadigt stigende omfang med dem. Måske fordi disse tre sansers centripetale karakter giver os en følelse af nærhed, ro og intimitet, vi ikke umiddelbart finder andre steder. Mænd, der ikke tidligere ville have beskæftiget sig med andet end grillbøffer, går nu til finere madlavning, og diskuterer ivrigt betydningen af umami i misosuppe. Vinsmagning får nærmest religiøs karakter, når smag og duft diskuteres i et æstetisk orienteret sprog. Dufte tilsættes materialer for at give dem en ekstra tillokkende dimension, og i 2004 tilsatte Citroën duft til deres nye bil, C4. Citroën fortæller, at de opfandt en duftfordeler til deres nye bil for at imødekomme det stadigt stigende salg af dufte til biler. Med deres egen bilduft kan Citroën underbygge det samlede indtryk, bilejeren kan have af sin nye C4.
Den finske regering definerede i 2004 arkitektonisk skønhed som ikke blot subjektiv påskønnelse af et objekt, men som den generelle følelse af velvære, mennesker kan have i deres miljø. Disse arkitekturkritikere peger på, at velvære ikke blot kommer fra de oplevede visuelle repræsentationer men også fra f.eks. bygningernes duft, materialernes taktile beskaffenhed og deres temperatur.